Ribs er en lille skat i haven med mange muligheder

Saftige og behageligt syrlige ribs hører til den frugt, der altid har sin plads i køkkenet. De passer til kager, gelé og marmelade, til saft, sirup og også hjemmelavet vin. Netop derfor har ribs i mange år haft en fast plads i danske haver. Både buske og stammede planter virker desuden ikke særligt krævende, de tager sig godt ud, og med fornuftig pleje belønner de jer med en rig høst. Ud over smagen glæder de også ved at være bær med et højt indhold af C-vitamin og andre værdifulde stoffer.

Sådan spredte ribs sig i Europa og hertil

Det præcise tidspunkt, hvor man begyndte at dyrke ribs, kan ikke fastslås helt entydigt, men historiske kilder viser, at røde og hvide ribs allerede i 1400-tallet blev dyrket målrettet og forædlet i enkelte europæiske lande, for eksempel i Danmark, Tyskland eller Holland. Siden bredte de sig videre, og i de tjekkiske områder omtales røde ribs allerede omkring midten af 1500-tallet. Til Nordamerika kom ribs først senere, i begyndelsen af 1600-tallet, især via import.

Solbær har en anden historie. Oprindelsen forbindes ofte med Sibirien, hvor planten længe primært blev opfattet som en lægeplante. Til Europa kom solbær i større omfang omkring 1700-tallet, og efterfølgende forædling gjorde dem til en busk med markant højere frugtbarhed. Først derefter fik de aromatiske bær en fast plads i køkkenet.

Derfor kan det stadig betale sig at dyrke ribs

Ribs er populære ikke kun for smagen, men også for indholdet. Bærrene har lav energiværdi, er typisk mindre søde, indeholder meget lidt fedt og til gengæld meget vand. Røde og hvide ribs bidrager blandt andet med calcium, jern og fosfor samt provitamin A og vitamin B1. Solbær skiller sig ud med et bredere spektrum af stoffer; ud over B-vitaminer indeholder de også caroten, rutin, citronsyre og garvestoffer.

Den største attraktion er dog C-vitamin. Især solbær er her usædvanligt stærke, fordi de kan indeholde mange gange mere end citrusfrugter. Derfor bruges ribs og solbær traditionelt til saft, som i hjemmet ofte tages i brug ved forkølelse, ondt i halsen eller i perioder med øget belastning. Ribs værdsættes også for en vanddrivende virkning, som kan være relevant, når man ønsker at støtte udskillelsen.

Pektin som naturlig hjælper ved henkogning

En stor fordel ved ribs er også det højere indhold af pektin. Netop pektin får blandingen til at gelere naturligt, så ribs fungerer rigtig godt som basis til gelé eller som tilsætning i marmelader af andre frugter, der i sig selv gelérer dårligere. Den syrlige smag virker samtidig forfriskende, og derfor egner ribs sig også glimrende til hjemmelavet juice, sirup og vin.

Plantning og grundlæggende pasning af ribsbuske

Ribs kan plantes både om foråret og om efteråret. Med nyindkøbte planter kan det betale sig at sætte rødderne i vand i cirka et døgn før plantning, så planten kommer bedre i gang. Når I planlægger afstande, er det klogt at tænke fremad: de enkelte buske placeres typisk omkring halvanden meter fra hinanden, fordi de med tiden bliver kraftigere, og ved høst er det rart at have plads imellem dem. Med god pasning kan buskene bære i meget lang tid, sagtens op til to årtier, så den plads, I afsætter, vil være reserveret i haven i mange år.

Jord, plantedybde og beskæring efter plantning

Ribs er ikke overdrevent krævende til jord. Almindelig havejord forbedret med kompost er som regel nok. Ved hvide og røde ribs anbefales det ved plantning at sætte skuddene nogle centimeter dybere, cirka 5 til 10 cm under jordoverfladen, så busken står mere stabilt og danner et godt grundlag. Efter plantning forkortes skuddene til omtrent 20 cm over jorden. Solbær plantes også lidt dybere, og efter plantning beskæres de ligeledes.

En vigtig del af dyrkningen er regelmæssig beskæring. På solbær fjernes ældre skud, typisk omkring fire år gamle, så busken forynges og sætter nye, kraftige grene. Formålet er at holde planten luftig og vedvarende højtydende.

Bestøvning og gødskning i løbet af sæsonen

På solbær kan det for en bedre høst være en fordel at dyrke mindst to buske, så de kan bestøve hinanden. Endnu bedre er det at vælge to forskellige sorter, hvilket ofte øger både mængden og kvaliteten af bærrene. I blomstringsperioden og under frugtsætningen kan det betale sig at gøde buskene løbende, fordi det er netop her, de har det største behov for næring.

Sygdomme og hvad man skal holde øje med hos de enkelte typer

Solbær anses generelt for ret robuste, men de kan alligevel rammes af visse problemer. Blandt de frygtede er weymouthrust (femnålsrust), som svækker planten og kan sænke udbyttet. Hos hvide og især røde ribs kan der derimod optræde antraknose. I værste fald kan den skade busken kraftigt eller helt ødelægge den, så det er vigtigt i tide at opdage forværring i bladenes tilstand og plantens generelle vitalitet.

Busk eller stamme og hvad der er mest praktisk for jer

Når I vælger dyrkningsform, spiller både plads og forventninger ind. Buske giver ofte et højere udbytte og typisk også en længere frugtperiode, ofte op til omkring 20 år. Stammede ribs dyrkes som regel med udsigt til cirka 10 til 15 års frugtbarhed. Fagfolk nævner også ofte, at buskformen kan være mere modstandsdygtig over for sygdomme end stammeformen.

Stammede planter har dog én praktisk fordel: de fylder ikke så meget på arealet. Derfor kan man plante flere tættere sammen, eller dyrke dem i større krukker, for eksempel på terrassen. Valget afhænger altså af, om I vil maksimere udbytte og plantningens levetid, eller om I hellere vil spare plads og tilpasse dyrkningen til et mindre område.

Kilde: Food Garden Life, Almanac, Pestrazahrada.cz