Forkøbsret til landbrugsjord kan ændre markedet og styrke de store aktører

I Tjekkiet åbnes emnet om lovbestemt forkøbsret til landbrugsjord igen. I praksis ville det betyde, at når en ejer beslutter at sælge en mark til en udvalgt køber, skulle vedkommende først give den landmand, der driver jorden på den pågældende ejendom, mulighed for at matche tilbuddet. Hvis han matchede det, skulle sælgeren sælge netop til ham. Det er et indgreb, der ville ramme en stor gruppe mennesker, fordi omkring 1,8 millioner personer ejer landbrugsjord.

Initiativet er politisk følsomt og deler ikke kun offentligheden, men også landmændene selv. Nogle beskriver det som et værn mod spekulanter og investeringsfonde, andre som en svækkelse af ejendomsretten og et skridt, der uventet kan favorisere de stærkeste landbrugskoncerner.

En tjekkisk særhed: høj andel af forpagtning

For at vurdere konsekvenserne er det afgørende, hvordan der drives landbrug her. Ifølge Eurostat-data for 2023 er cirka 72 procent af landbrugsjorden forpagtet, hvilket ligger markant over EU-gennemsnittet på omkring 49 procent. Kun enkelte lande har en højere andel. Det betyder, at en stor del af landmændene arbejder på lejet jord frem for deres egen.

På en faglig debat i parlamentet lød det, at den største mængde forpagtet jord ligger hos virksomheder, der dyrker meget store arealer. Af data præsenteret af økonomiske eksperter fremgår det, at hovedparten af forpagtningen ligger hos aktører over hundrede hektar. Netop disse nuværende brugere af jorden ville dermed i tilfælde af forkøbsret få det stærkeste redskab til gradvist at overføre forpagtede arealer til ejerskab.

Hvem kan tjene på det – og hvem kan tabe

Tilhængere af reguleringen understreger, at den aktive landmand bør stå stærkere end en investor uden for branchen. Kritikerne peger dog på, at det ikke generelt vil være den lille landmand, der bliver begunstiget, men den, der allerede driver jorden i dag – og det er ofte en stor bedrift med langvarige forpagtningsaftaler og stærk kapital.

Der rejser sig også et spørgsmål om værdien af virksomheder, der har en betydelig del af jorden på forpagtning. Hvis de fik en fortrinsret til at købe de forpagtede arealer, kunne det øge deres markedsværdi og forhandlingsstyrke. Omvendt ville ejerne mærke en begrænsning, fordi de ikke frit kunne vælge køber, og deres jord kunne blive mindre attraktiv på markedet for en bredere kreds af interesserede.

Mulig effekt på priserne og erfaringer fra udlandet

Ud over ejendomsretten diskuteres også effekten på jordprisen. Regeringen argumenterer blandt andet med, at landbrugsjord er blevet dyrere over en længere periode. Den gennemsnitlige pris pr. hektar lå sidste år omkring 372.550 kroner og steg igen år for år. Over det seneste årti er prisen ifølge markedsdata steget til mere end det dobbelte, og det slår også igennem på forpagtningsafgiften.

Modstandere minder dog om, at en lignende regulering kan køle markedet af. Som eksempel nævnes den tyske delstat Sachsen-Anhalt, hvor den gennemsnitlige vindende budpris i auktioner faldt efter indførelsen af en forkøbsmodel, og antallet af bydere gik ned. En sådan udvikling kan ganske vist dæmpe prisstigningerne, men betyder samtidig mindre konkurrence og mindre mulighed for ejeren for at vælge det bedste tilbud.

Argumentet: fonde, spekulation og pres på forpagtningspriser

Vigtige landbrugsorganisationer, der støtter ændringen, hævder, at investeringsfonde og spekulativ kapital i stigende grad bevæger sig ind på jordmarkedet. Ifølge dem gør det det sværere for landmænd at få adgang til jord og øger omkostningerne. Der lyder også kritik af, at en del af den offentlige støtte indirekte flyttes over til jordejere via forpagtning, mens priserne på landbrugsprodukterne stiger langsommere end udgifterne til jord og leje.

Formålet skal være at styrke aktive landmænds position over for investorer uden for branchen, som kan byde højere takket være fri kapital.

Hvorfor en del mindre landmænd siger nej

Foreningen for privat landbrug og andre repræsentanter for små og mellemstore bedrifter advarer om, at en generel forkøbsret er usystematisk og kan styrke jordkoncentrationen yderligere. Set fra denne vinkel ville de store aktører få en fortrinsret i store matrikler, fordi de allerede driver dem, mens mindre interesserede ville få endnu sværere ved at komme til jorden.

Samtidig lyder det, at begrænsninger for ejerne kan forringe værdien af deres ejendom. Hvis markedet indsnævres til på forhånd udpegede købere, kan det sænke prisen og svække ejerens position, for eksempel i forhandlinger med banken. Kritikerne advarer også mod ligheder med den slovakiske erfaring, hvor forfatningsprøvelse kom ind i billedet.

Forfatningsmæssige risici og et usikkert lovforslag

Jurister og fagfolk peger på, at et indgreb i rådigheden over ejendom skal begrundes nøje i en offentlig interesse og skrives, så det kan holde til forfatningsmæssige grænser. Netop frygten for en konflikt med forfatningsgrundlaget gør, at der udarbejdes analyser, og at man først nu leder efter en konkret udformning af loven. Repræsentanter fra ministeriet erkender, at de endelige parametre endnu ikke er klare, selv om der regnes med en lov i den kommende lovgivningsplanperiode.

Det væsentlige: forkøbsret hjælper ikke nødvendigvis de svageste

Kernen i striden vender hele tiden tilbage til ét spørgsmål. Hvis tiltaget skal gøre det lettere for nye og mindre landmænd at få adgang til jord, skal det indrettes sådan, at det i praksis ikke først og fremmest styrker dem, der allerede i dag driver de største arealer og har de største økonomiske muligheder. Uden det kan reguleringen få den modsatte effekt – altså en fastlåst dominans for de store bedrifter, begrænsninger for ejerne og endnu sværere adgang for en ny generation til branchen.

Debatten handler derfor ikke kun om følelser omkring fonde og spekulation, men også om, hvorvidt staten kan vælge redskaber, der adresserer årsagerne. En del landmænd foreslår derfor først at bruge ikke-lovgivningsmæssige veje, som bedre information til ejere, støtte til lokale aftaler og incitamenter til, at jord oftere ender hos lokale landmænd – uden en generel begrænsning af alle ejeres rettigheder.

Kilde: ASZ ČR, HN, Pestrazahrada.cz