Så honningurt og lad den gøre arbejdet så bedet er rent og porøst til foråret

Honningurt (Phacelia tanacetifolia) er en étårig kulturplante i rubladfamilien, som især er værdsat som efterafgrøde. Takket være et kraftigt rodsystem gennemroder den jorden effektivt og forbedrer jordstrukturen. Pæleroden forgrener sig rigt, især i det øverste jordlag, og når typisk ned i ca. 30 til 80 cm dybde.

Planten bliver normalt omkring 80 cm høj, i gode forhold også over 1 m, hvilket kan give risiko for lejesæd. Bladene sidder skiftevis, er fjersnitdelte og tydeligt hårede. Honningurt begynder at blomstre ca. 6 til 9 uger efter såning, og blomstringen varer ofte 5 til 8 uger afhængigt af såtidspunkt, sort og vejr. Blomsterne er typisk blå til violet og giver både nektar og pollen af høj kvalitet.

Honningurt tiltrækker bier, humlebier og andre nyttige insekter, herunder rovdyr og parasitoider.

Anvendelse i sædskifte og til grøngødning

En stor fordel ved honningurt er, at den fungerer som et pålideligt ”bræk” i sædskiftet, fordi den har få nært beslægtede dyrkede afgrøder. Den lukker hurtigt rækkerne, begrænser ukrudt og dyrkes både i renbestand og i blandinger. Den bruges ofte til grøngødning, fordi den har et gunstigt C:N-forhold, og dens biomasse omsættes forholdsvis hurtigt, så den frigiver næringsstoffer til den efterfølgende afgrøde.

Den bruges også i frugtplantager og vinmarker som mellemrækker/striber og i erosionshæmmende systemer. Den kan dyrkes til foder, men behåringen reducerer smageligheden, og ved nedvisning kan foderet blive bittert. Efter en kort forvisning kan man overveje at lave wrapensilage eller eventuelt ensilage.

Krav til jord og klima

Honningurt er generelt nøjsom og tåler tørke godt, bortset fra i fremspiringsfasen. Ofte er en årsnedbør på ca. 200 til 500 mm tilstrækkelig. Den trives bedst i lettere, veldrænede og luftige jorde med god næringsstofstatus og en reaktion omkring pH 6,5 til 8,5. Til gengæld bryder den sig ikke om kompakte, vandlidende eller tydeligt sure jorde.

Under vores forhold overvintrer den som regel ikke, men unge planter før strækningsvæksten kan kortvarigt tåle frost ned til omkring -8 °C. I varmere områder dyrkes den nogle gange også som vinterafgrøde.

Såning, gødskning og bestøvning

Ved dyrkning til frø anbefales så tidlig forårssåning som muligt, når risikoen for hård frost er ovre, fordi planten kan spire allerede ved temperaturer omkring 3 °C. Som efterafgrøde sås den oftest fra juli til september. En almindelig udsædsmængde i smalle rækker ligger på ca. 15 til 18 kg pr. hektar, og sådybden er typisk 1 til 2 cm.

På magre jorde kan man ved frømarker overveje en forudgående kvælstoftilførsel på ca. 30 til 60 kg N pr. hektar samt eventuelt supplering med fosfor og kalium. For god bestøvning i frøavl anbefales det at sikre tilførsel af bifamilier, cirka 2,5 bifamilier pr. hektar.

Høst og afslutning af bestanden

Til foder høstes honningurt i knopstadiet, senest før blomstring, fordi planterne senere bliver grove og tørrer ind. Til grøngødning er det bedst at nedmulde eller afslutte bestanden fra knopdannelse til begyndende blomstring. Samtidig lader man den ofte stå til slutningen af oktober til begyndelsen af november, hvor biomassen stadig kan vokse. Bestande sået i august sætter i denne periode normalt ikke frø, hvilket mindsker risikoen for ukrudt fra frøspild.

Til frø høstes den især fra forårssåninger, oftest omkring overgangen mellem juli og august. Delt høst er risikabelt, fordi honningurt har tendens til kraftigt frøspild, og tabene kan være meget høje sammenlignet med direkte høst. I nogle tilfælde bruges en forudgående behandling med desikant, hvis det er nødvendigt for at ensrette modningen.

Sygdomme, skadedyr og ukrudt

Honningurt lider normalt ikke af væsentlige sygdomme eller skadedyr. Problemer kan opstå på vandlidende og kompakte jorde, hvor der kan ses svampesygdomme med ”kimfald”, så det er bedst at undgå den type jord. Med hensyn til nematoder er det interessant, at den ikke fremmer opformering af roecystenematode og endda kan reducere forekomsten, selv om andre arter kan forekomme.

Den største praktiske risiko er typisk ukrudt, især i frømarker, hvor det besværliggør høsten og forringer frøkvaliteten. Nøglen er agroteknikken: korrekt markvalg, rettidig såning og en god såbedstilberedning med bekæmpelse af fremspirende ukrudt før såning. Sene forårssåninger har ofte højere ukrudtstryk, og der kommer også sent fremspirende arter til. Ved en vellykket etablering er kemisk regulering ofte ikke nødvendig, men hvis det bliver relevant, findes der registrerede muligheder især mod græsukrudt og i begrænset omfang også mod tokimbladet ukrudt.

Afsluttende opsummering

Honningurt er en robust og alsidig afgrøde, velegnet som efterafgrøde, til grøngødning og til at støtte bestøvere. Den trives bedst i veldrænede, ikke for sure jorde, og en vigtig fordel er, at den hurtigt lukker bestanden. For frøavl er tidlig såning og omhyggelig jordforberedelse afgørende, fordi den vigtigste begrænsende faktor typisk er ukrudt og ikke sygdomme eller skadedyr.

Kilde: Nature Hills, Agromanuál, Pestrá zahrada, , Pestrazahrada.cz