Canadiske blåbær mistrives i almindelig jord og der findes en mere praktisk erstatning

Småfrugt forbinder mange især med ribs, hindbær eller stikkelsbær. Ifølge frugtavler Ľudovít Vašš er det dog en langt bredere plantegruppe, som også kan omfatte mindre traditionelle arter, for eksempel passionsblomst, sølvbær, frugtbærende tjørne eller andre atypiske buske og slyngplanter. Netop sortimentets bredde er en stor fordel, men samtidig gælder det, at bærbuske og beslægtede arter ofte kræver mere regelmæssig pasning end frugttræer.

Et fællestræk ved det meste småfrugt er et overfladisk rodsystem. Det øger behovet for både vand og næringsstoffer i jorden. Samtidig gælder det, at mange arter sætter frugt især på ungt ved, ofte på étårige skud. Vil man have en god høst, skal buskene løbende forynges med beskæring, så de bevarer nok unge, frugtbare skud.

Mindre almindelige arter og hvad de kan klare her hos os

Ved passionsblomst tænker mange på maracuja fra troperne, men der findes også arter, som kan dyrkes i de varmeste egne. Under gode forhold kan nogle passionsblomster overvintre med rødderne og indimellem også med den overjordiske del, så de kan nå at sætte frugt. Man skal dog regne med, at det er kuldefølsomme planter, og uden et meget velegnet voksested kan det ikke betale sig at dyrke dem.

Nye sorter, tilbagevenden af glemte smage og tidens hits

Blandt de klassiske bærbuske er der de seneste år kommet flere sorter i handlen, fordi forhandlere importerer på tværs af Europa. Derfor støder man også på farver og typer, som tidligere ikke var almindelige i haverne, for eksempel rosa ribs. Ofte er der ikke tale om en moderne revolution, men snarere om ældre udvalgte kloner eller tilfældige frøplanter, som er kommet i sortiment igen.

Stikkelsbær, siger Vašš, lider mest under, at de forsvinder fra både køkkener og haver. Det er ellers en traditionel art, der fortjener et comeback. I nutidens sorter er modstandsdygtigheden mod amerikansk meldug desuden forbedret markant, altså sygdommen der tidligere kunne ødelægge stikkelsbær fuldstændigt. Ligesom stikkelsbær forsvinder også rabarber fra almindelig dyrkning, selv om det ikke er frugt i egentlig forstand.

Blandt de mest solgte arter de seneste år er havtorn, hvis popularitet er steget med produkter, der forbindes med støtte til immunforsvaret. Der tales meget om antioxidanter og vitamin E, og derfor køber folk havtorn til te, saft og tørrede bær. Også surbær (aronia) er kommet i fokus, hvor man fremhæver et højt indhold af vitaminer, mineraler og andre stoffer, der værdsættes i ernæring.

Beskæring som nøglen til høst hos aronia, havtorn og sølvasal

Hos nogle buske er beskæring helt afgørende. Hvis aronia, havtorn eller sølvasal får lov at passe sig selv, begynder de hurtigt kun at bære frugt ude i periferien. Buskens indre bliver på få år nøgent, fordi der mangler frugtbærende korte skud der, hvor lyset ikke når ind. Resultatet er enkelt: høsten bliver vanskeligere at komme til og samtidig mindre. Hos både sølvasal og aronia hænger frugtbarheden desuden ofte sammen med étårige skud, så foryngelse hjælper markant med at holde busken produktiv.

Undervurdér ikke bestøvning, heller ikke hos tilsyneladende selvfrugtbare arter

I haver læner man sig gerne op ad selvfrugtbarhed, men praksis viser, at flere sorter ofte giver flere bær. Sølvasal kan godt bestøve sig selv, men ved plantning af flere sorter bliver høsten typisk større. Blåbærgedeblad (haskap) er derimod typisk fremmedbestøvende, og her skal man vælge passende kombinationer. På samme måde har ribs ofte højere frugtsætning, når der står flere. Selv hos minikiwi, hvor der findes selvfrugtbare varianter, bekræftes det ofte, at blandet bestøvning løfter udbyttet.

Høst fra maj og helt ind i vinteren, nogle gange til februar

En stor fordel ved småfrugt er, at man kan sammensætte høsten til en lang sæson. Man kan begynde allerede i maj med blåbærgedeblad (haskap), hvor nyere sorter fra Polen, Baltikum eller USA ofte smager virkelig godt. I juni følger sølvasal, og derefter kommer klassikerne som ribs og flere andre arter til.

Efteråret tilhører kornel, sølvbær og en række andre buske. Den reelle afslutning på sæsonen kan rykke helt ind i vinteren, når frugterne bliver siddende på frugtbærende tjørne eller på nogle rønarter, som endda bliver mere velsmagende efter frost. Hos visse aktinidier kan frugterne blive hængende meget længe på lianen, og vælger man arter og voksested rigtigt, kan man have egen småfrugt omkring ti måneder om året.

Hvad der afgør sødmen, og hvorfor en ekstensiv tilgang ikke er nok

Forædling fokuserer i dag ikke kun på modstandsdygtighed mod frost, sygdomme og skadedyr, men også på smag. Hos mere syrlige arter som havtorn eller blåbærgedeblad søger man målrettet efter sødere typer. Men sødmen bestemmes ikke kun af genetik. Vand, sol og næring spiller en stor rolle, fordi de overfladiske rødder hurtigt lider under både tørke og næringsfattig jord.

Vašš gør opmærksom på, at folk ofte dyrker småfrugt for sparsomt, uden regelmæssig gødskning, beskæring og jordpleje. Småfrugt bør ikke plantes i konkurrence med rødderne fra store træer og trives bedst i jord rig på organisk materiale. For god smag og ordentlig modning er der brug for tilstrækkelig bladmængde, hvilket ikke kan opnås uden beskæring og en passende næringstilførsel.

På sølvasal ses forskellen tydeligt. Når den står i en forsømt græsplæne, kan bærrene blive tørre og smagen flad. Har den derimod nok fugt og mikronæringsstoffer i modningsperioden, kan smagen komme tættere på blåbær. Kompostudtræk eller brændenældegødning kan hjælpe, ligesom let jordbearbejdning og dækning med organisk materiale. Med gode sorter kan forskellen i smag mærkes med det samme.

Kornel som undtagelsen, der også tåler en mere enkel dyrkning

Blandt de nævnte arter skiller kornel sig ud. I modsætning til det meste småfrugt er den usædvanligt robust og kan klare en mere ekstensiv pasning. Desuden kan den bære rigt også på ældre ved, så man arbejder med den på en anden måde end med hindbær eller ribs. I haven kan det betale sig at vælge storfrugtede, podede sorter, mens frøplanter egner sig bedre til landskabet, enge eller græsmarker, fordi de bliver store og kan blive meget gamle.

Jord uden græs og uden herbicider

Ved hindbær, ribs, stikkelsbær eller jostabær er det vigtigt, at buskene ikke i længere tid står i højt græs. De overfladiske rødder svækkes gradvist i konkurrencen, og busken ældes hurtigere. I stedet for kemi kan arealet forberedes ved at dække med pap og lag af organisk materiale, for eksempel halm, hø, husdyrgødning eller flis. Så kvæles bevoksningen, materialet nedbrydes, og jorden forbedres. Ved flerårige græsser som kvik hjælper total mørklægning, gerne i to lag pap.

Spiselige hække og arter, der hører til i dem

I naturhaver vokser interessen for spiselige hække. Valget afhænger af, om hækken primært skal skærme, eller om den især skal give høst og prydværdi. Til tætte og svært gennemtrængelige beplantninger bruges nogle meget tornede arter. Til mere åbne og naturligt virkende hække egner frugtbærende tjørne, kornel eller hassel sig, fordi de vokser hurtigt, er langlivede og tåler kraftig foryngelse.

Æstetisk kan en kombination af sølvasal og aronia være interessant, fordi de blomstrer om foråret og får stærke efterårsfarver. Som en tæt grøn væg kan også kiwi på en konstruktion fungere. Derimod egner frugttræer som æble, pære, blomme eller abrikos sig ikke til hække, fordi de er svære at forme, og ved denne dyrkningsmåde har de ofte flere sundhedsproblemer.

Skygge, halvskygge og tørke hvad der tåler det bedst

Til halvskygge egner hassel sig, og også solbær har en vis tolerance. Kornel kan godt overleve under dårligere lysforhold, men bærer svagt eller slet ikke. De øvrige arter kræver som regel fuld sol, ellers bliver frugterne mere syrlige og af lavere kvalitet. En interessant undtagelse er hyld, som klarer halvskygge og kan vokse selv under et stort valnøddetræ.

Til tørrere forhold har sølvbær, hassel og kornel vist sig pålidelige; når kornel først er godt etableret, kan den også vokse på stenede og kalkrige voksesteder. Brombær tåler som regel tørke bedre end hindbær, selv om vand også her er vigtigt for smagen.

Canadiske blåbær versus sølvasal et praktisk valg til haven

Canadiske blåbær smager fremragende, men deres svaghed er kravet om et surt miljø. I almindelig havejord mistrives de ofte, fordi et højere kalkindhold blokerer optaget af visse næringsstoffer, og planterne går tilbage. Derfor anbefales dyrkning i krukker, helst med regelmæssig vanding. Hvis krukker sænkes ned i jorden, er det en fordel at lade dem stå med bund, så rødderne ikke vokser ud i den omgivende jord.

Sølvasal er i den henseende mere praktisk, fordi den kan dyrkes direkte i jorden, og med en god sort og en mere intensiv pasning kan den levere en smag, der ligger meget tæt på blåbær. Netop her er budskabet i hele diskussionen klart: småfrugt kan være usædvanligt taknemmeligt, men kun hvis vi giver det regelmæssigt vand, næring, lys og beskæring.

Kilde: Záhrada, Recepář, Gardening Know How, Pestrazahrada.cz