Frisk husdyrgødning hører ikke til ved planterne, den svitser rødder og top

Husdyrgødning er blandt de ældste naturlige gødninger og bruges stadig, fordi den kan forene to vigtige ting: den tilfører jorden næringsstoffer og forbedrer samtidig jordstrukturen. I jorden øger den indholdet af organisk materiale, understøtter jordens mikroorganismer og hjælper bedet med at holde på fugten uden at blive vandmættet. Det gør planterne mere robuste, rødderne udvikler sig bedre, og jorden bliver med tiden mere porøs og frugtbar.

Der findes dog ikke én universelt bedste gødning. Forskellige dyr producerer gødning med forskellige forhold mellem kvælstof, fosfor og kalium, og den varierer også i fugtighed og mængde organisk materiale. Effekten påvirkes desuden kraftigt af, om gødningen er frisk, komposteret eller tørret, hvor længe den har ligget, og hvordan den er opbevaret. Kender du forskellene, kan du gøde mere effektivt og især mere sikkert.

De mest almindelige gødningstyper og hvad der adskiller dem

I havepraksis bruges oftest gødning fra køer, heste, får, geder, grise og fjerkræ. Nogle kilder nævner også kaningødning eller lamagødning. Hver type har sin egen styrke og sit eget optimale anvendelsesområde. Generelt gælder det, at højere kvælstofindhold giver hurtigere virkning, men også større risiko for svidning af planterne, hvis materialet bruges forkert.

Kogødning som et skånsomt grundlag for at forbedre jorden

Frisk kogødning er ofte ret våd og har sammenlignet med fjerkrægødning eller kaningødning en lavere koncentration af næringsstoffer. Det gør den til et godt materiale til gradvist at opbygge jordens frugtbarhed, især hvis du skal forbedre strukturen i let sandjord eller omvendt løsne og skabe luft i tungere jord. For at tilføre samme mængde kvælstof skal der dog bruges væsentligt mere. I tørret kogødning er næringsstofferne mere koncentrerede, så den kan doseres mere sparsomt.

Fåregødning som et mere koncentreret valg

Fåregødning har ofte et højere indhold af organisk materiale og som regel også flere næringsstoffer end frisk kogødning. I praksis betyder det, at du kan opnå samme effekt med en mindre mængde. Tørret fåregødning er endnu kraftigere og egner sig dér, hvor du vil tilføre næring i et mindre volumen, for eksempel i højbede eller steder, hvor der ikke er plads til store mængder af voluminøse gødninger.

Hønse- og fjerkrægødning er næringsrig, men kræver forsigtighed

Fjerkrægødning er blandt de mest næringsrige kilder, især hvad angår kvælstof. Netop derfor begår mange havefolk den fejl at bruge den frisk eller i for store doser. Med komposteret gødning er risikoen mindre, fordi noget af kvælstoffet stabiliseres under modningen. Det er også vigtigt at vide, at fjerkrægødning kan virke basisk, og derfor ikke passer til planter, der kræver mere sur jord. Det gælder typisk rhododendron, azalea, kamelia, blåbær og lyng.

Hestegødning og dens anvendelse i bede

Hestegødning er populær blandt havefolk, også fordi den ofte indeholder strøelse, som øger andelen af kulstofholdigt materiale. Det kan være en fordel i kompostering, men betyder samtidig, at blandingen nedbrydes forskelligt alt efter, om strøelsen er halm, spåner eller savsmuld. Frisk hestegødning er stadig for kraftig til direkte gødskning ved planterne; det er bedre først at kompostere den eller arbejde den ned i jorden i god tid.

Kaningødning som en stærk gødning i lille mængde

Kaningødning er overraskende koncentreret og samtidig ikke så vandet som gødning fra større husdyr. I praksis betyder det, at selv en relativt lille mængde kan tilføre mærkbare næringsstoffer. Alligevel kan det betale sig at holde fast i princippet om sikker brug, altså helst kompostere den eller i det mindste undgå at lægge frisk materiale direkte ved rødderne på sarte planter.

Lamagødning og andre mindre almindelige kilder

Lamagødning dukker af og til op, hvor lamaer holdes for uld eller som hobbydyr. Næringsindholdet er ofte udmærket, og doseringen ligger et sted mellem de voluminøse gødninger og de mest koncentrerede. Ved mindre almindelige kilder er det altid godt at vide, hvad dyrene er fodret med, og hvordan materialet er opbevaret, så du ikke får uønskede stoffer ind i haven.

Frisk versus komposteret gødning

Frisk gødning er typisk yngre end et halvt år og har ikke været igennem kompostering. Netop sådan et materiale kan være et problem for planterne. Det indeholder mere hurtigt tilgængeligt kvælstof og ammoniak, som kan svitse både rødder og overjordiske dele. Desuden kan planterne ikke udnytte alt kvælstoffet; noget går tabt og kan forurene grundvandet.

Et andet risikomoment er patogener. I frisk gødning kan der forekomme farlige bakterier, for eksempel E. coli, salmonella eller listeria. Frisk gødning indeholder også ofte ufordøjede ukrudtsfrø, som du så nemt får med ud i bedene.

Praktisk regel: frisk gødning bør arbejdes ned i jorden i god tid, helst om efteråret, eller først komposteres helt og have lov at modne.

Hvornår skal gødningen lægges ud, så det er effektivt og sikkert

Efterårsudbringning er som regel bedst, fordi materialet får tid til at blive nedbrudt, indgå i jordlivet og ikke virker aggressivt om foråret. En anden mulighed er tidligt forår, men her er det sikrere at bruge velomsat, komposteret gødning. Ved spiselige afgrøder er det vigtigt at huske, at afgrøder i kontakt med jorden er mere følsomme hygiejnisk. Derfor er det en god idé at holde lang tid mellem udbringning af ikke-fuldt omsat materiale og høst.

Sådan komposterer du gødning korrekt

Kompostering reducerer sundhedsrisici markant og hjælper med at ødelægge ukrudtsfrøenes spireevne. Hvis der er lidt strøelse i gødningen, er det en god idé at tilsætte kulstofrige materialer, så komposten får et balanceret forhold mellem kulstof og kvælstof. I praksis betyder det at supplere med tørre blade, afklippet græs, køkkenaffald af planteoprindelse eller for eksempel revet avispapir.

Temperaturen er også vigtig. En velanlagt bunke bør nå høje temperaturer i mindst en uge, fordi netop varmen er nøglen til at begrænse patogener. Komposten skal løbende luftes og vendes, så nedbrydningen ikke går i stå, og så der ikke opstår lugtproblemer. Efter den aktive fase kan det betale sig at lade materialet modne i flere måneder, før du bruger det i bedene.

Det er godt at være opmærksom på, at komposteret gødning har lavere indhold af hurtigt tilgængelige næringsstoffer end frisk gødning. Den største gevinst er dog, at den tilfører mere stabil organisk materiale, støtter jordens mikrobiom og også bidrager med mikronæringsstoffer, for eksempel calcium, magnesium, svovl, jern, zink og kobber.

Ofte stillede spørgsmål om gødskning med husdyrgødning

Hvilken gødning er bedst til haven

Det afhænger af målet. Hvis du vil have mest mulig næring, ligger fjerkrægødning i top, men den kræver kompostering og forsigtig dosering. Til langsigtet jordforbedring er kogødning meget praktisk, fordi den virker skånsomt og forbedrer strukturen. Kaningødning er velegnet dér, hvor du har brug for en stærkere gødning i mindre mængde.

Kan jeg bruge frisk gødning direkte ved planterne

Nej. Direkte gødskning med frisk gødning kan svitse planterne og øger samtidig hygiejnerisikoen, især ved grøntsager. Det er sikrere at kompostere gødningen eller arbejde den ned i jorden længe før udplantning.

Er hønsegødning velegnet til alle planter

Nej. På grund af styrken og den ofte basiske virkning kan den være uegnet til surbundsplanter som blåbær eller azalea. For øvrige afgrøder er det afgørende, at den er godt omsat og bruges i en passende dosis.

Forbedrer gødning virkelig jorden på lang sigt

Ja. Ud over næringsstoffer tilfører den organisk materiale, som fremmer en krummestruktur, forbedrer infiltrationen, mindsker pakning og hjælper med at holde på fugten. Ved regelmæssig og fornuftig brug bliver jorden mere frugtbar år for år.

Kan gødning overføre sygdomme

Hvis den er frisk eller dårligt komposteret, ja. Korrekt kompostering med tilstrækkelig opvarmning og efterfølgende modning reducerer risikoen markant og gør gødning til et sikkert og meget nyttigt materiale i haven.

Kilde: Almanac, Fine Gardening , Pestrazahrada.cz